Jeppes perspektiv
I Danmark er det efterårsferie. I gamle dage hed den ”kartoffelferien”, fordi man (børnene) brugte denne uge på at hjælpe med høsten. I det meste af verden knokler folk stadig i denne uge. Mange danskere har en ferieuge og har tid til at reflektere over den vanskelige situation, som verden står midt i.
Her i Ugeskriftet har vi valgt at analysere en række aktuelle emner. Jeg vil særligt uddybe tre af dem, som nok vil dominere top-10-listen de næste mange år.
1. Frankrigs gæld og 50 år med statsunderskud
Det første er Frankrigs gældsbyrde og manglende evne til at løse landets strukturelle udfordringer. Landet er snart forbi det punkt, hvor en finansiel genopretning er mulig. Gælden er på 120 pct. af BNP, og der har nu været store statslige underskud i 50 år i træk. Renten på franske statsobligationer er højere end renten på tilsvarende græske obligationer. Frankrig er så stor en økonomi, at Den Europæiske Centralbank (ECB) ikke kan løse problemet. De offentlige udgifter er på hele 57 pct. af BNP – og landets politiske elite har så lille opbakning, at næsten alle reformforsøg bliver bremset. Dette er et stort problem for Frankrig. Men det er også en direkte og reel trussel for hele EU-konstruktionen.
2. Kina som ”elektrostat”
Det er imponerende, hvad Kina har skabt de sidste 40 år. Fra en status som et af verdens fattigste lande til en situation, hvor landet er på vej ind i Verdensbankens kategori af højindkomstlande. Kina har mangedoblet befolkningens levestandard og indkomster.
I dag ”fører” Kina både, når det gælder skiftet fra fossile brændsler til elektricitet, og når det gælder effektiv modulopbygget industriproduktion med brug af avanceret teknologi.
Elektricitet udgjorde for 15 år siden omkring 15 pct. af Kinas energiforbrug. I dag nærmer andelen sig 30 pct. og stiger fortsat. I EU er andelen stort set uændret på omkring 22 pct. efter mange års forsøg på at føre en energipolitik med fokus på elektricitet.
I EU vælger vi klimastrategier, som er symbolske. Mindre kød på plejehjem, lukning af Nordsøens olie og naturgas (selvom det er den eneste sikre energikilde vi har), Bornholms energiø, hvor elektriciteten risikerer at blive dobbelt så dyr som landbaseret vind, brintrør til Tyskland, selvom der ingen kunder er, osv.
I Kina opbygger man en stor, effektiv produktion af batterier og elbiler. Man udbygger sit landsdækkende elnet massivt. Man udvider produktionen af elektricitet med masser af solparker, masser af landvind, batterilagre og atomkraft. Men samtidig bygger Kina stadig nye kulkraftværker, fordi 55 pct. af elektriciteten kommer fra de stabile kulkraftværker, som producerer strømmen, når der er huller i sol- og vindenergien. Kinas strategi er gennemtænkt. Man lukker først for den fossile energi, når der er et effektivt og billigt grønt energialternativ. I EU prøver vi derimod at lukke for fossil energi først. Det giver stigende energipriser. Det vil på sigt skabe grøn energi, men det tager mindst 25 år, og i den periode risikerer vi til gengæld at miste al vores industri, som Kina let udkonkurrerer. Og verden bliver ikke grønnere af denne form for klimapolitik, fordi CO2-udledningen flytter til Kina og resten af Asien. Inden for Parisaftalens rammer kunne vi sagtens vælge en Kina-inspireret politik med overskriften: ”Først etablerer vi effektive grønne energikilder, og bagefter lukker vi for fossilerne.”
3. London som Europas AI-teknologicenter
På trods af Brexit er der stadig håb om, at Storbritannien kan klare sig og endda hjælpe EU med at få teknologiudviklingen sat på skinner. London er nemlig et center (også kaldet et ”cluster”) for udvikling af avanceret AI-teknologi. Selskabet DeepMind, som i dag er kernen i hele Googles AI-strategi, blev skabt i London for 16 år siden. Og i de sidste mange år er der udklækket masser af nye AI-teknologivirksomheder i det såkaldte ”cluster”, der er skabt i London omkring DeepMind. EU kan stadigvæk nå at få fodfæste i denne nye teknologiske verden. Stockholm er også et teknologicenter for talentfuld brug af AI-modeller – svenskerne har skabt Spotify, Klarna, Legora og mange andre lovende teknologiselskaber.
Men Europa mangler risikovillig kapital. Vi har for lidt risikovillighed. Og vores skattesystemer gør det ikke bedre. I Danmark (og det meste af EU) beskatter vi løn og aktieindkomst meget hårdt – med op mod henholdsvis 60 pct. og 42 pct. Samtidig beskatter vi gevinster på egen bolig og pensionsafkast med henholdsvis 0 pct. og 15 pct. Derfor har vi de sidste 25 år fået et massivt fokus på investeringer i ejendomme og opsparing til pension.
Måske skulle vi gentænke hele vores skattemodel. Det bliver også nødvendigt at gøre, når de globale teknologikoncerner sætter sig på nethandlen med forbrugerne og bruger en ”everything app” til nærmest at eje distributionsadgangen til mange europæiske kunder. Måske skal vi fremover beskatte brugen af AI-tokens og beskatte teknologiselskabernes mulighed for overhovedet at få adgang til vores markeder. Men det vil kræve, at vi har styrken til at forhandle med USA og Kina. Og det forudsætter, at vi kan klare os selv, hvad angår kritiske områder som energi, teknologi og forsvar. Og det kræver masser af risikovillig kapital og en stærk europæisk finanssektor.
Der er mange store opgaver til vores regeringer de næste 10 år. Det er ikke nok med komplekse regeringsprogrammer, velfærdsdiskussioner og symbolpolitik.
Kartoffelferien er slut. Vi skal alle i arbejdstøjet.
God læselyst
Jeppe |
|
